Quizlet.com til gloselister i fremmedsprog


quizlet
Programmet quizlet.com er gratis tilgængeligt for alle. Det kører direkte fra nettet, og det er meget nemt at anvende. Man skal blot oprette sig som bruger. Når man er oprettet, har man ligeledes adgang til det, som de andre brugere har lavet. Man kan lede efter andres materiale via en søgefunktion.

Programmet kan bruges til at lave gloselister, og det er derfor særligt anvendeligt i fremmedsprogsundervisningen. Man opretter et sæt gloser ved at skrive gloserne ind i 2 søjler, fx de danske i den venstre og de tilsvarende tyske i den højre. Når gloselisten er gemt, kan man fra programmet printe gloser ud som gloselister eller på kort til brug i forskellige glosetræningslege såsom ”memory” eller ”Margretheskål”. Disse funktioner findes under ”Tools”.

Programmet genererer desuden et antal glosetræningsøvelser og spil, som findes under funktionerne ”Study” og ”Games”, som eleverne kan arbejde med online. Her sparer man altså at printe og klippe kort ud. Der er fx ”Scatter”, hvor man skal parre de rigtige gloser eller ”Speller” hvor glosen læses op, og eleven så skal skrive den rigtigt ned. Hvis man har skrevet de danske gloser i venstre søjle og de tyske i højre, vil de tyske gloser blive læst op.

Eleverne får adgang til glosesættet ved, at man kopierer adressen på sættet og udleverer den til dem. De kan kun arbejde i sættet – ikke ændre i det.

Gloselisterne kan bruges i forbindelse med tekstarbejde. Eleverne kan få gloserne for derhjemme, eller de kan arbejde med dem i lektionen. Gloselisterne kan også anvendes til grammatiske emner (fx verbers bøjning) eller til at lave gloselister til et tema, som eleverne skal diskutere. Der er tale om individuelt arbejde, og det er nødvendigt at have headset, hvis man arbejder med ”Speller”. Et headset har de fleste elever på sig, så det har ikke været et problem. Jeg fortæller altid eleverne hvilke øvelser de skal arbejde med og i hvilken rækkefølge. Øvelserne har et indbygget konkurrenceelement, hvor man konkurrerer med sig selv om at blive bedre og hurtigere til at løse opgaverne.

Eleverne synes, at det er rigtigt sjovt at arbejde med quizlet, og det virker effektivt til gloseindlæring, fordi man gentager øvelserne flere gange, til gloserne sidder fast. Når jeg følger op i lektionen efter, kan eleverne stadig huske gloserne. Jeg har både brugt programmet som introduktion til en tekst, hvor eleverne træner helt centrale gloser, før de læser teksten og som lektie til dagens tekst. Det næste jeg skal bruge det til, er som toolbox til at tale om et bestemt emne. Endelig forestiller jeg mig, at jeg vil prøve at bruge det i biologi, hvor de fleste af øvelserne egner sig til at træne definitioner på svære fagudtryk.

Jeg kan varmt anbefale programmet til fremmedsprogslærere – det er nemt at bruge, og det giver eleverne et lille individuelt rum at arbejde i. Mange elementer i undervisningen er fællesskabsbaserede, og for mange elever er det en kærkommen variation at arbejde med sig selv og for sig selv.

Mette Breinholt

The following two tabs change content below.

Mette Breinholt

Nyeste indlæg af Mette Breinholt (se alle)

6 tanker om “Quizlet.com til gloselister i fremmedsprog”

  1. Hermed mine erfaringer med quizlet:
    Jeg oplever, at mange elever har et overraskende begrænset (aktivt) tysk ordforråd, og at dette ofte er deres største udfordring, når de skal kommunikere på tysk. Desuden oplever jeg, at eleverne tit synes, at selv sprogligt simple tyske tekster er meget svære at forstå. 1p efterlyste i denne sammenhæng noget glosetræning forud for læsning af en tekst, så de havde bedre forudsætninger for at forstå teksten, når de skulle læse den derhjemme.
    Dvs. at glosetræning er et vigtigt indsatsområde i min tyskundervisning.

    Jeg har derfor brugt quizlet som optakt til læsning af en tekst, hvor eleverne parvis via flash cards og evt. også via scatter eller space race bliver præsenteret for en række gloser, som de vil støde på i teksten. For at få gloserne til at ”hænge fast”, har jeg så typisk suppleret med en øvelse, hvor eleverne skal anvende gloserne til at danne sætninger – enten mundtligt (1 Minute reden, hvor eleverne skal tale ud fra billeder) eller skriftligt (skriftlig oversættelse uden brug af ordbog).

    Jeg synes, quizlet er et fint redskab til at øve gloser. Eleverne bliver motiveret af brugen af computer, de gode muligheder for at arbejde i deres eget eget tempo, de mange små succesoplevelser, samt konkurrenceelementet i spillene. Jeg vil fortsat bruge quizlet i min undervisning.
    Jeg mener dog også, det er vigtigt at presse eleverne til at anvende gloserne i hele sætninger, dvs. at quizlet er et godt udgangspunkt, som imidlertid bør lede videre til andre øvelser med samme gloser.

  2. De to ovenstående erfaringer med Quizlet vil jeg prøve at trække på i forbindelse med den kommende tekst i min tyskklasse. Det er en sprogligt svær tekst og jeg forventer, at eleverne vil kunne profitere af at møde allerede kendte gloser, når de skal i gang med teksten. mal sehen….

  3. Hallo wieder. Det er lykkes mig at oprette mig som bruger på Quizlet og har fået tilknyttet det flaterende billede af en pandabjørn, så når I ser sådan en, så er det mig!

    Jeg har som test oprettet fem gloser til den tyske tekst, der skal læses og har prøvet dem af i forskellige sammenhænge. Har dog lige et par spørgsmål til afklaring hos de to tyskkolleger.

  4. Har nu udvidet gloseøvelsen på Quizlet og har afprøvet de forskellige muligheder under “Games” og “Study”. Det virker sjovt og garanteret motiverende i pågældende 1g-klasse. Det skal afprøves på mandag:)

  5. Jeg har brugt nu quizlet i over et år. Jeg lærte den at kende, da jeg var på mobilkursus for spansklærere.
    Jeg bruger Quizlet nu ikke kun på computer, men også på iPad og smartphone. Quizlet har nemlig apps både til apple (flashcardlet) og android (flashcards+). Jeg beder eleverne om at installere disse apps på deres mobiltefoner, som altså giver mulighed for mobilitæt. De sendes til walk and talk eller jeg bruger dem som erstatning på seddler i “quiz og byt”. Hvis man er er glad for papir, kan man med fordel printe direkte fra quizlet, fordi hjemmesiden har en print-funktion, som giver mulighed for at printe kortene i forskellige størelser.
    Jeg er meget glad for Quizlet od det er eleverne også. Den giver en fin mulighed at terpe, uden at det virker tungt for eleverne, til gengæld.

  6. Og quizlet kan bruges som widget direkte på fx. eleverne projektside på wikispaces, hvor de kan træne eller finde de emnerelaterede gloser frem, som de har brug for.

Kommentarer

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.