Motivation og fællesskab

Efter at have læst  Eva Pors’  fine indlæg om motivation og selvdisciplinering, kom jeg til at tænke på vores nyligt formulerede “netikette”, som skal indgå i et hæfte til eleverne om god undervisning generelt.

Jeg ved ikke om dette bliver den endelige tekst – men måske kan den alligevel være til inspiration for andre:



Gode netvaner

På Herning Gymnasium har alle elever som udgangspunkt adgang til internetbaseret kommunikation hele tiden. Det har man ikke på alle skoler, for man kan let blive distraheret fra undervisningen af nettets fristelser. Vi bruger mange netbaserede tjenester i undervisningen, og derfor er gode netvaner vigtige. Det bliver det også både på din fremtidige uddannelse eller arbejdsplads.

Styrer du nettet – eller styrer nettet dig?

Forskning viser, at man kan blive afhængig af sociale medier, lidt ligesom alkohol. Et ’like’ på Facebook udløser dopamin i hjernen som belønning – og det vil hjernen gerne have mere af hele tiden.

Når timen starter, anbefaler vi derfor, at du er logget helt af sociale tjenester som Facebook, Instagram, Snapchat og lignende – både på pc, telefon og tablet. Hvis du har et vindue åbent med andre ting, vil dele af din hjerne hele tiden tænke på liiige at tjekke, om der er sket noget nyt, og du vil kun følge halvt med i undervisningen.

Hvis du stadig tænker på sociale medier, når du er logget af, kan du prøve at lukke helt for nettet på din pc. Mange maskiner har en wi-fi tænd-sluk knap.

Hvis du stadig tænker på Facebook, når der er helt slukket for nettet – så skal du måske søge professionel hjælp … 🙂 … eller installere et af de blokeringsprogrammer, som er nævnt her: (opslag på skolens facebookside).

Hvis din lærer vil bruge sociale tjenester til undervisningsformål, er det naturligvis en anden sag. Og du kan tjekke dine profiler, så tosset du vil i frikvarterne. Men har du tænkt på, at det kan virke asocialt, hvis du hele tiden søger væk fra klassens fællesskab for at egotrippe i dine egne cirkler?

Uden for skoletid

Vi er online hele tiden, og det er smart på mange måder. Men det kan være en belastning for dine klassekammerater, hvis du prøver at kommunikere med dem sent om aftenen og forventer at få svar med det samme. Respektér, at de har brug for at sove, selvom du ikke selv har det.”


Jeg har tit mødt den holdning hos eleverne, at det er “ens eget problem” hvis man stener Facebook i timen , men det distraherer mig og det kan også distrahere sidemanden – ergo er det fællesskabets problem.

Eva skriver, at læreren skal hjælpe motivationen på vej ved at levere spændende undervisning, men at læring også kræver arbejde – FRA ELEVEN! (hvor befriende…)

Hvad mener du ?

 

Læs evt. også skal vi installere en rygrad?

The following two tabs change content below.

Lars Henriksen

LektorHerning Gymnasium
Jeg underviser i dansk og historie - pt. nørder jeg mest med klassenotesbogen.

Nyeste indlæg af Lars Henriksen (se alle)

Leave a Reply

2 Comments on "Motivation og fællesskab"

Kommentarer

Sort by:   newest | oldest | most voted
Morten Henriksen
Guest

God artikel – jeg har dog en enkelt anke:

“Men har du tænkt på, at det kan virke asocialt, hvis du hele tiden søger væk fra klassens fællesskab for at egotrippe i dine egne cirkler?”

Min erfaring er tværtimod, at der foregår en hel samtale blandt eleverne i klassen på de sociale medier – så jeg tror, at jeg ville genoverveje den formulering, hvis det er ment til elevøjne. Bare lige mine two cents.

wpDiscuz