Categories
Chrome didaktik Differentiering Fag Google Google Drev Google Sites Om it i gymnasiet Portfolio Web 2.0

Differentieret grammatikundervisning med Google docs – et eksempel fra spanskfaget

16517962668_12d6957b48_o

Hej

Der tales meget om differentieret undervisning. Jeg mener,  at det er nødvendigt, og jeg vil dele, hvordan jeg underviser i spansk grammatik, på en måde der gør, at jeg kan differentiere på mere end de tre klassiske niveauer, a,b,c, men i virkeligheden give undervisning på hver enkelt elevs eget niveau, uden at skulle forberede 28 forskellige grammatikmoduler. Ja faktisk uden overhovedet at skulle forberede noget, hvilket gør, at jeg kan bruge meget mere tid på at støtte den enkelte elev, der hvor han/hun er kommet til.

 

Det gør, at min rolle som underviser ændrer sig fra at være den traditionelle lærer, og bliver til en facilitatorrolle, hvor jeg  kan bruge mere tid på at motivere eleven og undervise eleven, lige dér, hvor han/hun er.

 

Eleverne fortæller mig helt entydigt, at de foretrækker denne form form for undervisning, når vi træner spansk grammatik, og deres adfærd er også helt anderledes. Eleverne agerer meget mere involveret, og jeg tror, at det har at gøre med, at de føler, at de bliver taget mere alvorligt, fordi de bliver mødt, lige dér hvor de er fagligt, uagtet niveauet.

 

Metoden giver også mulighed for i meget højere grad at bruge elevens produktion i grammatikundervisningen til at bedømme standpunktskarakterer og årskarakterer, og, på et mere overordnet plan, tage en samtale med den enkelte elev om hans/hendes arbejdsmetoder, både når de er konstruktive og når de ikke er.

 

Det klassiske problem, når man underviser i grammatik er, at man føler at man taler til 4-5 ud af de 28 elever. Nogle er for længst forbi niveauet for det emne man underviser i og nogle er langt under dette niveau, og man ender med at ramme meget få af eleverne på et hold. Derudover ender man igen i rollen som den store formidler af viden, og eleverne sidder ofte inaktivt og ser til, eller tager evt. aktivt noter, men uden at bruge grammatikken til at producere sprog og viden for dem selv.

 

Og her kommer Google docs ind i billedet, evt også andre typer deledokumenter, men Google docs er meget let anvendeligt og kan bruges også selvom din arbejdsplads ikke har en “firmaordning” hos Google.

 

Jeg har lavet en grammatikpyramide, der skal virke som kostpyramiden. Det hele fra bunden, meget fra midten og noget fra topppen. Idéen er at eleven altid træner på et passende niveau og ikke træner noget, der er for svært eller for let.

 

Eleverne skal starte i bunden af pyramiden med de helt basale grammatiske emner fra 1.g, f eks køn og tal for artikler, substantiver og adjektiver og i Google dokumentet forklare det grammatiske emne og dokumentere, at de kan dette emne, f eks ved at forklare grammatikparagraffen med egne ord og lave sætninger med eksempler. I Google dokumentet kan de både skrive, men også f eks indlægge lyd og videofiler, hvor de viser, at de kan.

 

Når jeg har vurderet, at eleven kan det som han/hun skal kunne, må eleven gå videre i pyramiden. På den måde bygger eleverne et sikkert og funderet stillads af grammatisk viden, men også af faglig selvsikkerhed, fordi de altid arbejder med, og lykkes med, det som de er i gang med, også selvom det måske går langsomt. Og de kan tage denne viden med over i deres skriftlige arbejde.

 

I løbet af de 3 års spanskundervisning kommer deres grammatik Google dokument og så til at virke som en portfolio over deres gramamtiske kunnen.

 

Som lærer kan man sidde og følge med på skærmen i elevernes produktion og komme med kommentarer, lægge henvisninger til grammatikbogen, indlægge links til videoer, hvor det grammatiske emne gennemgåes (Her bruger jeg Restudy.dk) og indlægge opgaver i spansk grammatik, som de findes på nettet.

 

Lærerens aktivitet kan foregå samtidigt med og på samme sted som eleverne er, altså i timen i et gruppearbejdsrum, og dette giver selvfølgelig muligheden for at gå fysisk hen til eleven og tale med ham/hende, men arbejdet med differentieret grammatik kan også foregå asynkront i tid og rum, altså ved at eleverne arbejder et sted, på et tidspunkt, f eks hjemme, og lærerens arbejde med at kommentere produktionen foregår et andet sted, på et andet tidspunkt, f eks hjemme.

 

Hér ændres også lærerens aktivitet og tidsforbrug fra at være den der forbereder hvordan man mon skal kunne forklare det grammatiske emne til de 4-5 der er klar til dette emne og til at blive den der er i gang med at rette og kommentere og rose elevernes sproglige produktion.

 

Hér kan man se et eksempel på differentieret grammatikundervisning, hvor eleverne træner på det niveau, hvor de er, og læreren kommenterer og giver links til grammatikbogen, instruktionsvideoer og  grammatikopgaver på nettet  i Google dokumentet.

 

Jeg håber at dette kan inspirere dig i din undervisning, forhåbentligt også når det ikke drejer sig om spansk og grammatik.

God fornøjelse med differentieret undervisning!

Saludos

Morten

Categories
Google Sites Internationalt elevsamarbejde Skriftlighed

It-værktøjer til internationalt samarbejde

Velkommen til Onkel it’s brevkasse. Jeg har modtaget følgende brev:

Hej Lars

Signe og jeg skal fortsætte skolens Libanonprojekt med de nye 1s. Vi har to spørgsmål til dig i den forbindelse!

1) Har du kendskab til programmer, der giver mulighed for at lave en art hjemmeside, som eleverne selv kan uploade til – som ikke er Wikispaces? Jeg har selv arbejdet med Wikispaces forrige år og fandt det meget trægt/bøvlet og dets interface en smule ’altmodisch’. Har du et forslag?

2) Hvis ikke, har Signe og jeg overvejet at bruge Dropbox el. Google Drive, det er vist nogenlunde til at gå til for alle. Kan eleverne også uploade videoer til Dropbox? Det skal de nemlig til vinter. Men man kunne måske også lave en Youtube-kanal til deres videoer.

 På forhånd tak!

Signe og Joachim

Kære Signe og Joachim,

1) Har I tænkt jer noget i retning af det, som  Hr. Caspersen lige har blogget om her ? Hvis I skal lave en ”art hjemmeside” i en klasse eller sammen i to klasser, vil jeg anbefale Google Sites frem for Wikispaces af de samme grunde, som du nævner.

Det vil nok være smart at tage de libanesiske kolleger med på råd, før man bruger en masse tid på et bestemt værktøj.

Alle, der skal skrive på den, skal oprette en gratis Google konto, hvis de ikke har en.  Det kan gøres fra google.dk eller google.whateverlandekode – se øverst i højre hjørne på fx google.dk

Når du har en Google konto, kan du oprette et Google Site her.  Vælg et navn og  et tema (en skabelon) .

Menu til Google Site
Værktøjslinje til Google Site

Når du har oprettet siden, så går du ind på dens adresse, som typisk er sites.google.com/site/’ditnavnpåsiden’. Du vil som sidens ejer se en værktøjslinje. Herfra kan du invitere andre Google-brugere (‘Del’) og oprette undersider (papirikon med +) og indsætte ting og sager – fx indlejre Youtube-videoer (redigér side – ’indsæt’ – ’youtube’)

Deling: Klik på ‘Del’ og vælg ’deling og tilladelser’. Invitér brugere ved hjælp af deres Gmail.

Opret sider: Klik på link 2 og opret siden.

Man kan give brugere adgang til hele webstedet eller enkelte undersider. Det kan være en god idé at give grupper af elever ansvar for forskellige sider – det kan gå i kludder, hvis der fx er 10 elever der redigerer én side.

Værktøjslinjen er tilpasset det enkelte lands sprog – ‘del’ hedder ‘حصة’ på arabisk ifølge Google Translate ?  🙂

Det er let at indleje - ("embedde") Youtube-videoer i et Google Site.
Det er let at indleje – (“embedde”) Youtube-videoer i et Google Site.

2) Til jeres videoer vil jeg anbefale at I opretter en fælles Youtube-kanal, for det spiller godt sammen med Google Sites – (Google ejer Youtube). I kan evt. dele brugernavn og adgangskode, så flere kan uploade.

 

 

Der findes mange gode videovejledninger til Google Sites – fx denne her:

Held og lykke med projektet – vi hjælper gerne på it-kontoret, hvis noget driller – og vi vil gerne høre og se hvordan det går her på bloggen.

Har du, kære læser, erfaringer med it-værktøjer til internationalt samarbejde, så del dem gerne i kommentarfeltet nedenfor.

 

Categories
Dansk Google Sites Web 2.0

Saga snork

saga

Saga får kunstigt åndedræt af Google. Men ligemeget hjalp det. Sagaen døde.

Som den eneste i hele landet er jeg besværet næsten hvert år med en klasse der ikke orker at læse saga. I et fortvivlet forsøg på at gøre det mere spiseligt, forsøgte jeg at pynte det hele med Googles website-teknologi hvor mine elever så skulle lave indlæg i noget der kunne ligne en diskussion. Opgaverne var først tekstnære, dernæst analyserende og endelig fortolkende. Dette var maskeret som tre avisgenrer: nyhedsartiklen, baggrundsartiklen og endelig læserbrevet. Sagaen vi læste, var Ravnkels saga.

Fordelt i grupper skrev eleverne nyhedsartikler til hvert kapitel. Det kræver at man forstår det essentielle i et kapitel, og at man kan fremhæve dette i sin egen tekst. Det er svært. De fleste vil gerne genfortælle, og det helst i datid som kildeteksten. Første del af lektion gik med at skrive, anden del med at læse de andres indlæg for at pege på det indlæg som man syntes ramte nyhedsgenren bedst. Sidste del af lektionen foregik på klassen hvor vi kort fremhævede et eller to indlæg. Læreren synes at det var interessante diskussioner vi fik, hvor vi formåede at forstå hvad der foregik i sagaen, og samtidig havde fine overvejelser om hvad der gør en god nyhedsartikel (det vigtige først, nutid, effektivt sprog). Eleverne mente at det var kedeligt, specielt efter tredje lektion – hvor vi så havde fået læst og skrevet færdig om sagaen.

Reportagerne udgjorde fjerde lektion. Her udforskede nogle et særligt aspekt af det islandske samfund forklædt som en ultrakort baggrundsartikel (f.eks. om religion), andre skrev personbeskrivelser forklædt som nekrologer.

I læserbrevet til sidst skulle man forholde sig til noget af det som var sket i sagaen som om man var samtidig, og enten forsvare eller eller angribe dette.

Resultatet kan ses her

Hvad vil jeg gøre anderledes næste gang?

  • Lave flere forskellige tråde så det bliver nemmere at overskue. Mindst tre for de forskellige artikeltyper.
  • Kombinere det med introduktion til avisgenrene før forløbet – det skete samtidig med at vi skrev. Det var måske lidt forceret.
  • Lede efter et andet system end Google. Brugerstyringen er for omstændeligt med mindre man synes det er lækkert at sidde og oprette brugergrupper til alle ens forskellige typer elever. Det burde være en del af et fællessystem så vi ikke alle skal sidde og pusle – og lave fejl.
  • Få Ravnkels saga i den nye oversættelse der forhåbentlig snart kommer!

Nå ja, eleverne. Hm, de synes jo at det er voldsomt svært at læse noget fra før deres eget fødselsår. Jeg husker det godt. Sådan havde jeg det i gymnasiet så det er hverken gået frem eller tilbage siden jeg var dreng. Jo, fødselsåret er gået frem… så det jeg synes er en del af mig, synes de er sagastof. Jeg tror dog at jeg har fået gjort det lidt mere levende ved at de skulle visualisere de enkelte kapitler og gøre sig klart hvad der var vigtigt i dem. Jeg husker hvordan jeg selv red over endeløse sletter som 16 årig, kun afbrudt af at min lærer råbte ind i hovedet af mig at nu kløvede han en mand i to. Jeg håber at mine elever fik lidt mere ud af det end jeg gjorde. Og jeg er ret vild med idéen om at lade avisgenrene bære et tekstlæsningsforløb.