Categories
OneNote

Onenote på tavlen og i skyen

Variation i undervisningen medfører brug af mange forskellige aktiviteter og tjenester. Onenote er et værktøj som kan samle og organisere information, det være sig filer, tekster, tegninger fra E-tavle, fotos og links. Det er mit primære tavle-værktøj, og samler trådene fra alle aktiviteter i undervisningen.

Onenote er en del af Office 2013 til Windows og indeholder et udsnit af de velkendte funktioner fra Word og Powerpoint. Al min forberedelse, alt materiale og alle instruktioner og opsamlinger i klassen foregår med udgangspunkt i Onenote, men lektier og afleveringer gives stadig via Lectio. Du kan læse andre steder hvordan du konkret organiserer din Onenote, fx her.

Onenote screen

Alt mit materiale er placeret i skyen på Onedrive. Jeg opretter en Onenote-fil pr. hold, placerer filen på Onedrive, og deler den med eleverne via et link, som giver adgang til Onenote Online -en light-udgave af programmet. Eleverne tilføjer linket som en browser-favorit i begyndelsen af skoleåret. Indholdet synkroniseres via skyen hver gang der sker en ændring, og jeg har oplevet det som en stabil og rimelig hurtig forbindelse.

Har eleverne Onenote installeret, kan de også åbne holdets Onenote-fil i deres eget Onenote-program med større funktionalitet end online-udgaven. Programmet er pt. gratis til mange styresystemer (Windows, Mac OS, iOS, smartphones). Versionen til Windows har dog klart flere funktioner end versionerne til de andre styresystemer.

Jeg bruger mindre krudt på at huske om jeg har oploaded i Lectio, og hvad vi lavede sidst, for det er altid ved hånden.

Men ikke nok med at eleverne synkront kan se den elektroniske tavle på deres egen skærm. De har forsøgsvis også fået rettigheder til at ændre indholdet i holdets Onenote. Tavlen er ikke længere min, men vores. Dvs. flere af de kollaborative opgaver, som klassen før har brugt GoogleDocs til, efterhånden integreres direkte i Onenote. Det stiller selvfølgelig krav til mig, om at gøre det tydeligt at tavlen er et fælles-dokument med fælles ansvar for indholdet. Bruger vi andre online-tjenester, ligger jeg dem som links i holdets Onenote.

Der er på sin vis ikke de store nye pædagogiske tiltag i at anvende Onenote, hvis man i øvrigt arbejder med web2-værktøjer. Men det letter min tankegang at materiale og aktiviteter i mine øjne er bedre organiseret. Jeg bruger mindre krudt på at huske om jeg har oploaded i Lectio, og hvad vi lavede sidst, for det er altid ved hånden. Når jeg skal forberede en lektion åbner jeg Onenote-programmet og med et klik kan jeg se hvad vi lavede sidst og fortsætte derfra. Hvis jeg yderligere arbejder sammen med en kollega fx i AT, NV, eller AP, kan vi dele en notesbog og hurtigt få et indtryk af hvad kollegaen lavede med klassen sidst.

Det mærkes at Onenote ikke er et dedikeret tavle-program, men et note-program -det er sværere at få tingene til hurtigt at se lækre ud. Samspil med andre applikationer og services står også på ønskesedlen f.eks. indsætte video-klip som kendes fra word og ppt. Og så er det et Microsoft-program med hvad deraf følger på godt og ondt.

Jeg er meget begejstret for Onenote. Tag selv et kig i et af mine holds Onenote.

 

Opdatering 16.10.2014: P.t. kan eleverne ikke hente vedhæftede filer i online-versionen af Onenote, hvilket måske hænger sammen med en “optimering” af hele vores o365-system i begyndelsen af skoleåret. Så lige nu er jeg tilbage til at oploade filer i Lectio. Arbejder på en løsning.

I øvrigt en spændende app på vej til onenote i o365: http://venturebeat.com/2014/10/07/microsoft-launches-onenote-class-notebook-creator-app-for-teachers-requires-an-office-365-subscription/