Små lydfiler i undervisningen, som selv kiksede tysklærere kan håndtere…

Jeg deler rigtig tit mine klasser i to, når jeg skal gennemgå stof i undervisningen.

I tysk gør jeg det, fordi eleverne kan være utrygge ved at tale tysk foran hele klassen. Og fordi, at det giver mere taletid til den enkelte elev, når klassen kun har den halve størrelse, hvilket er ganske essentielt i sprogundervisningen og ligeledes generelt en udfordring – altså at høre 28 elever tale tysk i løbet af en enkelt lektion.

Jeg gør det også i historie. Jeg oplever, at mange elever gerne vil deltage meget i historieundervisningen og i enkelte klasser kan det være frustrerende, hvis der er for mange om buddet. Så føler man som elev ikke, at man bliver hørt nok.

 

Så…jeg deler mine klasser i to – ofte. Det er jo meget fint for den halvdel af klassen som er inde hos læreren, men hvad med den halvdel, som skal arbejde selvstændigt udenfor klasselokalet? De skal helst arbejde med noget, som er relevant og kan bruges i undervisningen og der må gerne være et produkt tilknyttet dette selvstændige arbejde. Til tider kan det betyder enormt meget forberedelse for læreren og mange overvejelser i forhold til, hvilket stof man kan bruge og hvad eleverne udenfor klasserummet kan arbejde med.

En god løsning på denne problemstilling er for mig brugen af små lydfiler. Det seneste år er jeg begyndt at få de elever, der sidder udenfor klasseværelset til parvis at lave en lille lydfil, som de sender til min mail eller min telefon. De optager filen på deres telefon eller på computeren og sender den så bare til mig. Nogle elever lægger den ind i lectio i en mappe der.

Indholdet kan variere meget – fra en opsamling af de vigtigste punkter fra gårdsdagens lektion i historie til en kort snak på tysk om de vigtigste personer i en given tekst. Indholdet er nemt at variere og meget nemt at forberede hjemmefra for læreren. Ligeledes er det givtigt for mig, at jeg får hørt alle eleverne flere gange i den pågældende lektion.

Eleverne har også evalueret lydfilerne positivt – de føler sig nemlig alle sammen hørt.

Kræver det ikke megen efterbearbejdning for læreren med alle disse lydfiler? Nej – de er jo ikke voldsomt lange. Og man kan høre dem, mens man kører eller cykler hjem fra arbejde eller når man lige har tid.

 

Feedback? Nej – eleverne får ingen individuel feedback på deres lydfiler udover visheden om, at jeg har hørt dem tale tysk/historie den pågældende dag.

Men hvis jeg hører elever, der siger noget fuldstændigt vås i deres lydfil, så samler jeg selvfølgelig op på det i den derefter følgende lektion. Og jeg kommenterer også i ny og næ på enkeltpræstationer. Men det er ikke et must. Til gengæld er det selvfølgelig oplagt, at man mere bredt samler op på produkterne efterfølgende i undervisningen.

 

 

The following two tabs change content below.

Mette Bonde Lauritsen

Nyeste indlæg af Mette Bonde Lauritsen (se alle)

Leave a Reply

3 Comments on "Små lydfiler i undervisningen, som selv kiksede tysklærere kan håndtere…"

Kommentarer

Sort by:   newest | oldest | most voted
Tove Niclasen
Guest

Det lyder som en rigtig god måde at få “ude-eleverne” til at føle sig hørt. Hvilke programmer bruger eleverne til at optage lydfilerne? Jeg synes altid, der er en del elever, som oplever tekniske problemer, når man beder dem optage lyd eller billede, og derfor ikke får sendt deres filer til læreren.

Anja Czepluch
Guest

Står tit med de samme overvejelser – tak for et rigtigt godt bud på, hvad “ude”-eleverne kan lave.

wpDiscuz