Religion og Wikispaces

Erfaringer med Wikispaces – brugt i faget religion og knyttet til studierejser.

2a

Hele 2a var på studierejse til Alicante og skulle om søndagen deltage i en messe. De var havde på Wikispaces inddelt dem i 5 hold og til dem stillet 6-7 forskellige spørgsmål til kirkerummet og dets inventar og til messens forløb. Der var som baggrund anført en oversigt af den danske katolske kirkes messe.

Men: der kom ingen tilbagemelding fra 2a i løbet af studierejsen.

Adspurgt om årsagen blev klassen tydeligvis beklemt. Der kom forskellige forklaringer bl.a. svigt af internet, og skærme, som de havde skrevet noget på, pludselig gik i sort. Men vigtigst er det nok at bemærke at klassen var blevet introduceret til Wikispaces kort inden afrejsen.

2b

Bedre gik det med 2b. De var bekendt med Wikispaces, som de i andre fag har arbejdet med. Halvdelen af klassen havde været med 2a i Alicante og boet på sammen hotel som dem. De to hold fra 2b havde efter messen lagt en fyldestgørende besvarelse ind på Wikispaces. De havde åbenbart ingen problemer med internettet på hotellet!

Resten af 2b var på studierejse til Brest, hvor de enkeltvis var indkvarterede hos familier. Lørdag og søndag havde familierne arrangeret forskellige aktiviteter for dem, men man var ikke gået til messe. Klassen havde fælles arrangementer i de følgende dage, hvor de bl.a. skulle se en moderne katolsk kirke og det kendte kloster Mont de Michel. Til disse besøg var der stillet arbejdsspørgsmål på Wikispaces.

Midt på ugen skrev en elev og beklagede meget, at de ikke havde fået besvaret mine spørgsmål. Det skyldtes, at flere familier ikke havde internet, og at den individuelle indkvartering vanskeliggjorde, at eleverne på de to hold ikke kunne DSC_7645 (800x531)samarbejde. Vi aftalte, at de skulle udfærdige deres besvarelser, når de kom hjem. Og det har de gjort meget fint, og med et flot billedmateriale fra deres besøg.

2p

2p har brugt både Wikispaces og Skydrive siden starten af 1g. Teknisk var der derfor ingen problemer.

Opgaven var for dem at svare på en lang række spørgsmål, som udsprang af det læste materiale og som knyttede sig til de besøg, der var planlagte. Spørgsmålene lå på Skydrive og på Wikispacen skulle de skrive (danskfaglige) essays, som kun var begrænset af genren. Emnet var frit.

Elevernes svar var meget omfattende… de skrev både på rejsen og efter hjemkomsten. De religionsfaglige spørgsmål var knyttet til:

  1. Bønnen (vi overværede bøn i Den Blå Moske)
  2. Pilgrimsstedet Eyüp
  3. Moskeens funktion (imamforedrag i Den Blå Moske – se billedet ovenfor)
  4. Civilreligionen
  5. Familiernes forhold til religion
  6. Skolen (værdigrundlag)
  7. Müftülügü (foredrag af Mufti)
  8. Fabriksbesøg (værdier og relationer til religioner)
  9. Relationen mellem samfund (politikere) og religion (sækulariseringen)

Elevernes svar varierede noget i kvalitet, men der var mange, lange svar af høj kvalitet. Dette må i høj grad ses i relation til klassens 1½ års erfaringer med at skrive sammen på nettet.

Vore erfaringer

DSC_7465 (800x531)

Det er tydeligt at det bedste resultat fremkommer, når eleverne (og lærerne) er fortrolige med det it-værktøj, der skal anvendes. Der er derfor ingen tvivl om at teamet tidligt bør aftale at f.eks. Wikispaces bruges til studierejsen – men inden da til andre fag og andre formål.

For det andet vil et samarbejde mellem fagene sikre at kvaliteten øges. Jo mere eleverne er vant til denne autentiske kommunikation, jo bedre formulerer de sig. Det er oplagt at religion på denne måde kan bidrage til elevernes skriftlige kompetence. Autenciteten kan uden tvivl forøges ved at åbne Wikispacen, så alle kan læse med, men kun medlemmer skrive.

For det tredje: Læreren kan både kommentere indlæg i Wikispaces og på Skydrive løbende. Denne funktion blev brugt i et vist omfang til at sikre elevernes refleksion i selve skriveprocessen. Det er uden tvivl vigtigt for eleverne af få denne faglige respons undervejs, men det er dog langt vigtigere at der er sat tid af i programmet til at skrive indlæggene. Dermed tydeliggøres det for eleverne, at det er et forventet arbejde, ikke en fritidsinteresse! De lærere, der rejser med, skal derfor være informeret om alle fags forventninger til elevernes skriftlige arbejde og fungere som konsulenter.

For det fjerde bør anvendelse af billeder og lyd fremmes. Jo bedre billedmateriale, jo bedre mulighed for at efterbehandle. Skulle vi få eleverne til at opfatte det at optage interviews, lægge dem på YouTube og derfra i Wikispaces, ville vore muligheder blive uanede!

 

TODAYSMEET

I flere omgange har jeg (UK) prøvet Todaysmeet.  På mit lille (14 elever) 3.g religion b hold var mit mål at få aktiveret de elever, der ikke siger noget i den traditionelle klasseundervisning. Efter at klassen havde set den afghanske film ”Osama” skulle en diskussion om kvindeundertrykkelsen under Talebanstyret foregå på Todaysmeet. Desværre fungerede det ikke efter hensigten. De normalt stille og inaktive elever skrev kun (tvunget) enkelte indlæg, mens de elever, der normalt var aktive, skrev konstant, men var utilfredse med, at deres indlæg kun kunne indeholde et begrænset antal ord. Elevernes evaluering var da også, at de fandt arbejdsformen ”kunstig” og langsom og foretrak at diskutere i klasserummet, hvor de kunne se hinandens reaktioner.

På religionsgruppens vegne

UK, HT & AS

The following two tabs change content below.

Anders Sørensen

LektorHerning Gymnasium

Nyeste indlæg af Anders Sørensen (se alle)

Leave a Reply

Be the First to Comment!

Kommentarer

wpDiscuz