Maker kulturen er kort & godt leg med teknologi!

Leg & kreativ it-brug

Mit første indlæg her på bloggen handler ikke først og fremmest om it, hvilket måske kan undre, når temaet nu er “it i gymnasiet”. Det har dog i adskillige år været min måske hyppigst formulerede og mest simple pointe, at vi ikke bør interessere os voldsomt for it i sig selv.

Der er ganske vist mange aktører, der forsøger at sælge (både i den ene og den anden forstand) forestillingen om it og teknologi som løsningen på alle vores problemer. Det er nemt at lade sig lokke af nemme løsninger, men vi ved jo udmærket godt, at det blot er en (fristende) illusion. Teknologi forandrer ingenting i sig selv, og det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvad vi har tænkt os at gøre med teknologien, som vi ikke er i stand til at gøre uden.

Mit forslag er, at vi skal bruge teknologien til at blive mere legende mennesker.

For mig er leg ikke blot “for sjov”, “for børn” eller “spild af tid”. Leg er ikke blot en aktivitet, men også en særlig sindstilstand og måde at møde verden på. Det “legende” definerer, udvider og omkonfigurerer en persons repertoire af handlemuligheder. Legen er udtryk for en deltagelseskultur, hvor de legende indgår i en løbende forhandling om formål, mål og regler. Hvorfor leger vi? Hvordan skal legen foregå? Hvem indtager hvilke roller? Dermed er legen afhængig af, at de legende forstår hinanden og sammen kan få legen til at fungere. I den henseende giver legen os mulighed for at afprøve nye roller og nye måder at være sammen, og dermed også hvordan vi kan finde sammen, altså hvordan samfundet kan indrettes. Legen forbinder os til en mere fantasifuld tilstand, hvor vi ikke er begrænset af vaner, traditioner og konventioner og derfor har nemmere ved at bruge vores kreativitet til at forestille os, hvordan verden også kunne se ud. Legen styrker dermed vores evne til at træde ud af eksisterende mentale mønstre for at afprøve det ukendte.

How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? […] we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of playThomas S. Henricks.

Legen er altså vævet tæt sammen dannelsen, og spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi lærer at navigere, agere og leve et godt liv i en kompleks og kaotisk verden.

Når vi med undervisningen i gymnasiet skal “udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans”, så bliver det svært at komme uden om legen. Vi er nødt til at skabe et rum, hvor vi kan omfavne uforudsigeligheden og det ukendte, og det er jo netop det, vi gør når vi leger. Samtidig vil en legende tilgang til teknologi åbne vores øjne for muligheder, som vi ellers ikke ser.

maker2Når jeg fx er begejstret for “maker kulturen”, der jo vinder frem overalt disse år, så er det først og fremmest fordi den repræsenterer en legende tilgang til teknologi. En “maker” er bare et menneske, der nysgerrigt og legende udforsker alverdens teknologier, fordi de herigennem kan udtrykke sig kreativt. Nogle gange kommer der nogle helt fantastiske landvindinger ud af legen, mens det i mange tilfælde mere handler mere om processen, om at gå på opdagelse i det ukendte.

Ret ofte bliver digitale medier i undervisningen brugt på en helt anden måde, der snarere er en forlængelse af et analogt undervisningsparadigme. Mange læremidler udvikles og sælges netop på at passe ind i det eksisterende paradigme, og gør dermed ikke nogen nævneværdig forskel. Hvis vi skal indfri det massive potentiale, der afgjort ligger i de mange forskellige digitale teknologier, så er vi altså nødt til at lege med dem. Vi må turde anvende teknologi også til eksperimenter, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd. Vi må turde lege med forestillingen om, at verden kan være anderledes, at vi kan skabe positive ændringer, og at vi kan bruge teknologien som redskaber i den proces.

For nogle uger siden præsenterede jeg nogle af disse tanker for en stor flok gymnasielærere, der også blev kastet ud i et “play jam”, som er et forsøg på, med simple midler, at skabe et rum til leg. Det gav både spændende diskussioner og en fornemmelse for, hvordan vi med små skridt kan skabe plads til leg, også i gymnasiet. Klik her for at se præsentationen fra den dag.

Hvis du vil vide mere, så hold øje med CounterPlay, som er en international festival vi afholder for tredje gang d. 14.-16. april på DOKK1 i Aarhus. Læs mere på www.counterplay.org, hvor du også kan se hele programmet (som stadig udbygges).

The following two tabs change content below.
Profile photo of Mathias Poulsen

Mathias Poulsen

Profile photo of Mathias Poulsen

Nyeste indlæg af Mathias Poulsen (se alle)

6 tanker om "Leg & kreativ it-brug"

  1. Meget spændende indlæg, tak for det. Blev inspireret af din “play jam” præsentatation og adskillelse af leg som aktivitet og leg som mindset. Forsøger selv hele tiden at indtænke leg som en del af undervisningen. Det er nok mest leg som aktivitet så?

    1. Hej Jeppe!

      Tusind tak for din kommentar!

      Play jam’et er inspireret af amerikanske Scott Nicholson (http://scottnicholson.com/), der afviklede det under sin keynote på sidste års CounterPlay festival. Det er en super simpel metode, og nu har jeg prøvet det i nogle forskellige sammenhænge (bl.a. på en stor international bibliotekskonference, se: http://www.counterplay.org/playful-libraries-writeup-from-next/), og også med elever i gymnasiet. Jeg er jo især interesseret i, hvordan det på ret kort tid og med enkle virkemidler kan skabe et rum til leg.

      Jeg er nok efterhånden mest optaget af “det legende” (/playfulness) som en “physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations (sådan skriver Miguel Sicart i “Play Matters”). Jeg ser legen (som aktivitet) som en måde at øve sig i at blive mere legende – også når man ikke leger 🙂

      Hvis du skaber rum til “leg som aktivitet”, så gør du det formentlig også muligt og legitimt at være legende. Som David Gauntlett skriver:

      “If you want to have a culture of playful learning and experimentation, you need adults to have embraced a culture of playful learning and experimentation before you can expect that we might try to make it happen in schools”

      Her er i øvrigt en fin kommentar fra en anden lærer: https://www.facebook.com/laereianstenz/posts/1039251709473080

  2. Hej Mathias. Jeg har lige udgivet en blog med mine erfaringer fra gameification. Her handler det ikke om leg, men om spil.

    På trods af forskellen i struktur mellem leg og spil er der også store ligheder – nemlig at oplevelsen er i centrum. Kvaliteten i leg og spil er det samme: hvis deltageren får en god oplevelse er det en god leg eller et godt spil.

    Forskellen er grundlæggende at spillet har klart definerede regler hvori man kan udfolde sin kreativitet, hvorimod legen har flydende grænser.
    Mange voksne er mere engagerede i spil (f.eks. sport) end i leg, netop fordi livet ofte består af valg og sociale interaktioner hvor alt er flydende, subjektivt og usikkert.

    For mange undervisere tror jeg det er lettere at tage udgangspunkt i spillet end legen – fordi undervisningen (især efter folkeskolen) som udgangspunkt allerede er sat ind i et rigid system. Moduler, kernestof, eksaminer og standpunktskarakterer er alle rigide elementer der skal ignoreres (eller omgås) hvis man vil have en legende tilgang.
    Dermed ikke sagt at nogle vil kunne løfte opgaven, men det kræver et mere radikalt brud med traditionel tænkning og strukturer i gymnasiet end gameification gør.
    Så jeg tror de to tilgange kan supplere hinanden.

  3. Hej Bo,

    Tak for din kommentar – og godt at høre fra dig!

    For at sætte det lidt på spidsen, så er det *netop* fordi legen/den tilgang udfordrer de eksisterende strukturer, at jeg finder den interessant. Hvor spil og gamification, som du peger på, ofte uden videre kan anvendes inden for de eksisterende rammer, så vil legen næsten altid stille spørgsmål (se bl.a. http://www.counterplay.org/the-play-paradigm/ og http://www.counterplay.org/leg-nar-det-er-svaert/).

    I sidstnævnte skriver jeg bl.a.:

    “Legen står i opposition til alle former for påstået “nødvendighed”, herunder “nødvendighedens politik”. Legen siger nemlig altid at verden kan se anderledes ud, og tilbyder tilmed et rum til udforskningen af denne “anderledeshed”.

    Når du skriver at “livet ofte består af valg og sociale interaktioner hvor alt er flydende, subjektivt og usikkert”, så mener jeg jo, at det er *endnu* et argument for at skabe plads til leg: vi skal jo lære at navigere i det flydende og usikre hvis vi skal gøre os forhåbninger om at børn & unge bliver de selvstændige, kreative, kritiske, skabende, aktive medborgere, som vi hele tiden efterlyser.

    …men trods min tilbøjelighed til at stille ting lidt skarpt op, så er jeg helt enig i, at de to tilgange oplagt kan supplere hinanden! Det er altid en balancegang mellem at gøre som “systemet” kræver, og samtidig udfordre og udvikle det gennem en række små eksperimenter.

    1. Jeg tænker på at man kan se det som en skala for frihed. Hvor en standard-undervisning med meget lukkede spørgsmål i opgaverne repræsenterer den ene ende, i midten ligger gameification sammen med problem/emneorienterede projekter, og så til sidst legen som det mest frie.

      Dog vil jeg stille spørgsmålstegn ved om den største kreativitet findes i det mest frie. I f.eks. Game Jams indfører man ofte specifikke krav eller begrænsninger for holdende (“der skal indgå et input i jeres spil som ikke er mus eller tastatur”) – med det formål at få mere unikke og kreative løsninger end der ville komme ellers. Et andet kendt eksempel er Eiffel-tårnet, som menes at være blevet så unikt fordi Eiffel var underlagt nogle meget skrappe tekniske krav.

      Og så vil jeg nævne at der sker en naturlig udvikling i vores fritidsaktiviteter med alderen, fra den frie leg hen imod mere struktureret aktivitet som spil, sport og hobbies. Det tror jeg ikke skyldes samfundets krav, men snarere at disse aktiviteter er mere givende – så snart man har en modenhed til at kapere deres struktur.

  4. Og så en refleksion: Jeg tror at de mest legende øjeblikke jeg har oplevet på et gymnasium har været i samtaler om fysik. Ikke at det er kropsligt, men i en uformel samtale (der altid finder sted når eleven føler sig fri, fordi han egentlig burde lave noget andet – som f.eks. et forsøg) er der massere af fantasi på spil når eleven så spørger i alle retninger: Hvad kan lade sig gøre? Kan man forestille sig det her? Hvis nu vi stødte ind i et sort hul…

    Faktisk har jeg læst at Kina tilladte science-fiktion litteratur efter det havde været bandlyst, fordi nogen fandt ud af at samtlige ingeniører i USA havde læst science-fiktion som børn/teenagere.
    Øvelsen i at forestille sig det (u)mulige i fantasien gjorde det muligt at udvikle fremtidens teknologi.

    Kunne man forestille sig nogle sessioner med en spørgende frem for legende tilgang?
    Hvor man laver et oplæg der ikke er fokuseret på at forklare et emne, men derimod at fænge interessen og fantasien omkring emnet – for herefter at køre en uformel samtale?

Kommentarer