Mathias Poulsen

  • Mit første indlæg her på bloggen handler ikke først og fremmest om it, hvilket måske kan undre, når temaet nu er “it i gymnasiet”. Det har dog i adskillige år været min måske hyppigst formulerede og mest simple […]

    • Meget spændende indlæg, tak for det. Blev inspireret af din “play jam” præsentatation og adskillelse af leg som aktivitet og leg som mindset. Forsøger selv hele tiden at indtænke leg som en del af undervisningen. Det er nok mest leg som aktivitet så?

    • Hej Mathias. Jeg har lige udgivet en blog med mine erfaringer fra gameification. Her handler det ikke om leg, men om spil.

      På trods af forskellen i struktur mellem leg og spil er der også store ligheder – nemlig at oplevelsen er i centrum. Kvaliteten i leg og spil er det samme: hvis deltageren får en god oplevelse er det en god leg eller et godt spil.

      Forskellen er grundlæggende at spillet har klart definerede regler hvori man kan udfolde sin kreativitet, hvorimod legen har flydende grænser.
      Mange voksne er mere engagerede i spil (f.eks. sport) end i leg, netop fordi livet ofte består af valg og sociale interaktioner hvor alt er flydende, subjektivt og usikkert.

      For mange undervisere tror jeg det er lettere at tage udgangspunkt i spillet end legen – fordi undervisningen (især efter folkeskolen) som udgangspunkt allerede er sat ind i et rigid system. Moduler, kernestof, eksaminer og standpunktskarakterer er alle rigide elementer der skal ignoreres (eller omgås) hvis man vil have en legende tilgang.
      Dermed ikke sagt at nogle vil kunne løfte opgaven, men det kræver et mere radikalt brud med traditionel tænkning og strukturer i gymnasiet end gameification gør.
      Så jeg tror de to tilgange kan supplere hinanden.

    • Jeg tænker på at man kan se det som en skala for frihed. Hvor en standard-undervisning med meget lukkede spørgsmål i opgaverne repræsenterer den ene ende, i midten ligger gameification sammen med problem/emneorienterede projekter, og så til sidst legen som det mest frie.

      Dog vil jeg stille spørgsmålstegn ved om den største kreativitet findes i det mest frie. I f.eks. Game Jams indfører man ofte specifikke krav eller begrænsninger for holdende (“der skal indgå et input i jeres spil som ikke er mus eller tastatur”) – med det formål at få mere unikke og kreative løsninger end der ville komme ellers. Et andet kendt eksempel er Eiffel-tårnet, som menes at være blevet så unikt fordi Eiffel var underlagt nogle meget skrappe tekniske krav.

      Og så vil jeg nævne at der sker en naturlig udvikling i vores fritidsaktiviteter med alderen, fra den frie leg hen imod mere struktureret aktivitet som spil, sport og hobbies. Det tror jeg ikke skyldes samfundets krav, men snarere at disse aktiviteter er mere givende – så snart man har en modenhed til at kapere deres struktur.

    • Og så en refleksion: Jeg tror at de mest legende øjeblikke jeg har oplevet på et gymnasium har været i samtaler om fysik. Ikke at det er kropsligt, men i en uformel samtale (der altid finder sted når eleven føler sig fri, fordi han egentlig burde lave noget andet – som f.eks. et forsøg) er der massere af fantasi på spil når eleven så spørger i alle retninger: Hvad kan lade sig gøre? Kan man forestille sig det her? Hvis nu vi stødte ind i et sort hul…

      Faktisk har jeg læst at Kina tilladte science-fiktion litteratur efter det havde været bandlyst, fordi nogen fandt ud af at samtlige ingeniører i USA havde læst science-fiktion som børn/teenagere.
      Øvelsen i at forestille sig det (u)mulige i fantasien gjorde det muligt at udvikle fremtidens teknologi.

      Kunne man forestille sig nogle sessioner med en spørgende frem for legende tilgang?
      Hvor man laver et oplæg der ikke er fokuseret på at forklare et emne, men derimod at fænge interessen og fantasien omkring emnet – for herefter at køre en uformel samtale?

  • Mathias Poulsen blev registreret som medlem 1 år, 3 måneder siden · 

Om brug af it i undervisningen i ungdomsuddannelserne