Facebook til deling af – og arbejde med – screencasts

 

Lidt om mine erfaringer med screencasts og Facebook.

Screencasts generelt

Jeg har efterhånden brugt mange forskellige screencastprogrammer – både til elevaktiviteter og som supplement til min elektroniske retning. Her er lidt om de forskellige programmer, samt hvilket jeg foretrækker.

–          Jing (http://www.techsmith.com/jing.html) – et program til download + kræver brugeroprettelse

–          Screencast-o-matic (http://www.screencast-o-matic.com/) – online program + kræver brugeroprettelse

–          Screenr (http://www.screenr.com/) – online + kræver blot at eleverne logger på med deres Facebook-profil

Jeg har klart de bedste erfaringer med Screenr: Ingen brugeroprettelse er lig med sparet tid og ingen glemte kodeord og brugernavne. Eleverne skal blot trykke på ikonet “log ind med Facebook”, og så er de klar til at bruge programmet.

Endnu et plus ved Screenr er, at når videoerne vises, er der mulighed for fuld skærm og ikke alt muligt andet. Jeg synes ikke Jing er lige så lækkert at se på ved afspilning af screencasts.

Screenshot af Screenr-afspilning.

Screencasts i praksis

Jeg har, som mange andre også har blogget om herinde, fundet frem til de klassiske fordele og ulemper ved at bruge screencasts.

Fordele:

–          Eleverne er meget engagerede

–          Eleverne oplever øvelsen som kreativ

–          Eleverne kæmper hårdt og fokuseret for at opnå et præsenterbart materiale

–          Eleverne har for altid adgang til de forskellige analyser, i og med at det ikke er en mundtlig præsentation, som ’forsvinder’

Ulemper:

–          Det er tidskrævende

–          Almindelige præsentationer har samme funktion, men tager kortere tid

–          De tekniske problemer

En af de største ulemper har ofte været lydkvaliteten. Dette er dog ikke længere noget problem, da man kan låne headsets fra IT-kontoret til indspilningerne.

Personligt mener jeg, at fordelene opvejer ulemperne. Og så snart en klasse har prøvet det en enkelt gang, bliver det kun lettere og mindre tidskrævende.

Screencasts i forløb

Mine elever i 1r skulle i forbindelse med en analyse af en musikvideo selvstændigt finde frem til så mange interessante analysepunkter som muligt, og forestille sig det hele som en form for eksamenssituation, hvor der for alvor kræves belæg for påstande. Som visuel støtte til analysen skulle eleverne derfor bruge screenshots fra musikvideoen samt citater fra sangteksten i deres screencasts.

Eleverne i 1r har også ved tidligere lejlighed arbejdet med screencasts, så de var bekendte med princippet. Derfor var der denne gang kun et par grupper ud af de ni, som havde problemer. Problemerne blev dog hurtigt løst; og ALLE ni grupper fik lavet et produkt, som kunne ’publiceres’ på vores Facebook-gruppes væg.

Facebook generelt

Jeg har tidligere brugt Facebook i forbindelse med et sagaforløb, hvor eleverne skulle oprette profiler for de centrale karakterer. I mit technology-forløb med 1r besluttede jeg at afprøve gruppefunktionen.

Det er let at oprette en gruppe, og man behøver altså ikke at være venner med eleverne.

Sådan gør du:

–          Opret gruppe med et navn (mit var noget så ‘opfindsomt’ som ”1r – English – HG”)

–          Lad eleverne logge på Facebook

–          Lad dem søge efter gruppen

–          Lad dem anmode om adgang

–          Godkend deres anmodning – og VUPTI: Man står med en Facebook-gruppe – uden krav om et Facebook-venskab

Facebook i forbindelse med screencasts

Eleverne skulle nu lægge deres ni screencasts ind på Facebook.

Jeg fik lavet et matrixsystem, så hver elev i grupperne fik fire videoer for som lektie, og de skulle ud af disse fire videoer afgive enten 1 eller 2 stemmer (= likes) til den bedste screencast.

Alle videoer blev derfor vist.

De tre bedste videoer (=  de med flest likes) så vi sammen fælles på klassen i timen efter.

Samtidig med den enkelte screencasts visning lod jeg eleverne lukke deres computere og i stedet bruge et notepapir til at skrible så mange interessante observationer ned som muligt, som vi så hurtigt samlede op på efter den enkelte visning. Dette fungerer altid rigtig godt.

Efter vi havde samlet de vigtigste pointer fra de tre udvalgte videoer, gik vi i gang med finalen: Der skulle findes en vinder ud af de tre videoer.

Alle eleverne skulle nu åbne computeren, stemme på deres foretrukne screencast samt give en begrundelse for deres stemme.

I starten turde eleverne ikke rigtig kommentere af frygt for fejl, men da jeg forklarede, at det var uden betydning, væltede det pludselig ind med kommentarer. Her er nogle eksempler (uredigerede):

–          The part about history [repeating itself] was good

–          They had noticed some good symbols – fx the sword and the big leaders

–          Many interesting points – lots of images and quotes

–          It was very good that they talk about the colour

–          “Ned i teksten op i Karakter” – They use the lyrics to support their analysis

Efterfølgende havde jeg mulighed for at udpege elever til at forklare og uddybe deres udsagn, hvilket også fik lidt flere på banen end sædvanligt. Et andet plus var, at eleverne blev bevidstgjorte om, hvad den gode præsentation og præstation kræver – og de fik det selv formuleret.

Alt i alt fungerede det rigtig godt at bruge Facebook som fælles delings- og vurderingsværktøj i dette tilfælde.

Jeg vil klart bruge det på denne måde igen. 🙂

 

 

 

 

 

The following two tabs change content below.

Tine Lund Klejs

AdjunktHerning Gymnasium

Nyeste indlæg af Tine Lund Klejs (se alle)

Leave a Reply

Be the First to Comment!

Kommentarer

wpDiscuz